“Vi er færdige nu.”

Jeg besøgte familien Ishu idag i asylcenter Avnstrup. En irakisk familie med syv børn i alderen 13-22. De har været her i syv år, er kristne. Stemningen var helt anderledes end normalt. Moren sad med benene trukket op under sig i sofaen, faren så ti år ældre ud.

Hvad var der sket? Jo, for fire uger siden havde de fået besked om de havde fået opholdstilladelse, og tre uger senere fik de så at vide fra Udlændingeservice, at der var sket en opdateringsfejl, og at de alligevel ikke havde fået det.

Det der konkret var sket var at moren, Mariam, i slutningen af juni fik et brev fra udlændingeservice’s forsørgelseskontor, hvor der stod i overskriften: ‘Udlændingeservice har besluttet at tilbagekalde dit flyttepåbud, samt at du kan på ny få udbetalt tillægsydelse’. Længere nede i brevet står der ‘Det fremgår af sagen, at du den 12. Juni 2007 er blevet meddelt tilladelse…”.

Da de fik brevet turde ikke tro på det der stod. Havde de fået ophold? De gik derfor til politiet på Avnstrup, som bekræftede ja, de havde fået opholdstilladelse – politibetjenten viste dem endda deres nye status fra computerskærmen. Så her var en familie som blev rigtig glade og som festede -- – endelig efter syv år fik de lov at blive, og kunne starte et liv igen.

Men tre uger senere blev de kaldt til møde med udlændingeservice. Der fik de at vide at der var sket en fejl i forbindelse med en opdatering i udlændingeregisteret, og at man beklagede meget!

Sikke en fejl. Det her er en af de få afviste familier jeg har mødt som på trods af de mange år på et dansk asylcenter havde formået at holde sammen på sin familie. Men som den ældste søn sagde i dag ‘vi er færdige nu.’ ‘Alt vi tænker på er hvornår de vil sende os hjem.’

Så tillykke Danmark. Nu har vi knækket een af de sidste velfungerende afviste asylfamilier, pga en bureakratisk fejl, som vi selvfølgelig beklager dybt, men ikke har tænkt os at tage ansvar for.

I DR nyhederne i går aftes var der et indslag om en ung familiefar fra Kosovo (han er roma), som myndighederne var igang med at tvangshjemsende til Serbien. Tilsyneladende havde man lavet en særaftale med de Serbiske myndigheder om tilbagesendelsen, omend den unge mand kommer Kosovo ikke Serbien. I sidste øjeblik -- han var endda kørt til lufthavnen, udsætter man beslutningen...

Nedenfor er en pressemeddelse om sagen som psykolog Gerd Gottlieb skrev for et par dage siden:

"Udvisning til Serbien af afvist roma fra Kosovo
- ny praksis på vej?

Medens asyldebatten kører, fortsætter udvisningerne af den ene afviste asylansøger efter den anden - lige så stille, men dermed ikke mindre brutalt.

På tirsdag (d. 29.5) er det en 29 årig roma fra Kosovo, der efter 6 år i det danske asylsystem sættes på flyet. Denne gang for at blive droppet ned i Beograd i Serbien. Et land, som han ikke har nogen tilknytning til.

Alen Memeti er født og opvokset i Kosovo, hvortil FN myndighederne ikke tillader returnering for romaernes vedkommende. Nu prøver de danske myndigheder med Serbien, på trods af at UNHCR heller ikke anser dette for et sikkert flugtalternativ, der kan yde tilstrækkelig beskyttelse. I notat af 2006 fremhæves endog især ikke for romaer fra Kosovo.

Alen sendes afsted med en forsikring fra politiet om, at Serbien gerne vil modtage ham. Men han har ikke set noget skriftligt bevis på, at dette dybt forarmede land, der stadig har problemer med at rumme særdeles store grupper af internt fordrevne serbere og en skyhøj arbejdsløshed, som direkte inviterer til sortbørs og kriminalitet, vil modtage ham.

Han deporteres, selvom han efterlader en søn på 1½ år, som han har sammen med en dansk kvinde. Direkte i strid med FN´s børnekonvention, der understreger børns ret til begge deres forældre. Fra Serbien vil han ikke kunne få visum til besøg, og derved har Danmark reelt afskåret ham for kontakt.

Endnu en psykisk udmattet og stresset asylansøger tvinges ud til fredløshed, endnu et barn forlades og endnu et sort kapitel indføjes i den danske flygtningehistorie.

Man må spørge sig selv, om der med dette sidste brutale og uventede tiltag fra de danske myndigheders side er tale om en prøveballon i forhold til mulighederne for udsendelse til Serbien for resten af de afviste romaer fra Kosovo?"

Gerd Gottlieb
Psykolog og frivillig kontaktperson i Center Sandholm
gerd@mail.dk

Dansk Folkeempati har indenfor et par uger to gange modtaget private donationer på 5.000 kr. Tak, tak, tak.

Vi får mange kommentarer til vores navn "Dansk Folkeempati". De fleste synes det er rigtig morsomt, men det kan også skabe lidt forvirring, som en pudsig oplevelse fra vores loppemarked i Gentofte vidner om.

På vores loppestand havde vi skilte med 'Dansk Folkeempati' på, og det tiltrak en del opmærksomhed. En kvinde kom hen til vores stand og spurgte mig, hvad vi var for nogle. Jeg begyndte at forklare om Dansk Folkeempati, hvad vi stod for, og hvad vi lavede, hvortil hun svarede

"Nå men jeg er allerede medlem af Dansk Folkeparti".
"Nej nej "prøvede jeg at sige, "det er Dansk Folkeempati" - og begyndte igen at forklare, hvorefter hun sagde:
"Jamen så er det jo nogenlunde det samme"!!!! Hmmm...

Og så skrev hun ellers under på "Amnesti Nu"-underskriftindsamlingen ;-)
Herligt, ikk'?

Det er fantastisk at kunne læse i Politiken for et par dage siden (“Venstrefolk vil hjælpe irakerne, 24. Marts) at venstre folk udtaler:

»Vi har haft en udmærket udlændingepolitik, men her har vi nogle mennesker, der har siddet heroppe i så mange år, at det er svært for en del af Venstres bagland at kapere, at vi ikke gør noget”…

Men så som mange andre refererer de til irakerne. Og det er svært at forstå. Det skulle da også være svært at kapere, at andre familier har siddet her i fem, otte år. Om de så kommer fra Syrien eller Kosovo eller Iran eller hvor de nu kommer fra?

Og så er det skræmmende at læse Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsens svar til al den bekymring om irakerne. Han advarer om “svenske tilstande”, hvor man har lavet særordninger, og det har ført til en “massiv tilstrømning” af irakere.

Så det vi er bange for er en massiv tilstrømning. Vi er ligeglade med de mennesker som er her i Danmark, ligegyldig hvordan de trives. For det hele handler om at de skal stå som et skræmmeeksempel. Det er lidt usselt.

Men så er der heldigvis alle de danskere som efterhånden siger fra. Som finder jobs til de afviste, så de ikke helt sygner hen. Som donerer lommepenge. Som bruger sin tid som kontaktfamilie. Som dokumenterer det svigt som finder sted I forbindelse med tvangshjemsendelser til f.eks. Kosovo. O.s.v.

Tænk hvis nu alle de afviste kom i lære/uddannelse/arbejde og fik bolig udenfor asylcentrene. På initiativ af danskere. Det er måske det vi skulle gøre?

Lige for tiden er der så meget opbakning omkring, at vi skal lade irakerne blive. Og vi kan kun være enige.

Med hvad med familierne fra Kosovo som ogsaa har vaeret her i fem, seks, syv år? Eller den syriske familie med tre børn som ikke kan vende hjem? eller...

Vi synes, det er vigtigt man holder sig til det større perspektiv som er, at vi har en hel gruppe mennesker (max 1.000 mennesker), som har siddet paa asylcentrene uacceptabelt lang tid. Og at i hvertfald de familier som har børn og de ældre ægtepar alle skal have en form for humanitær opholdstilladelse og få lov at blive.

Kampen for irakerne bliver ikke saa svær, men hvad saa med resten? Og hvad med de familier, som vi allerede mod al anstændighed har tilbagesendt til Kosovo?

Ashkali familien vi kender godt (forældre og fire boern), sidder stadig i ruinerne de forlod fem år tidligere og tør ikke sende børnene i skole i frygt for chikane.

En kurdisk syrisk familie vi kender fik besked for tre uger siden om, at Danmark nu havde lavet en hjemsendelsesaftale med Syrien.

Denne familie (mor, far, tre boern, den yngste 3 aa) har været her i fem år, har intet at vende tilbage til, og faren frygter for sit liv, da han har været medlem af et syrisk-kurdisk oppositionsparti.

Familien var i chok, men har heldigvis haft mange danskere omkring sig til at hjælpe med at finde advokat, sende klage til myndighederne etc.

De skulle have været sendt tilbage d. 9. marts -- og samme dag, som hjemsendelsen skulle udføres, kom der besked om at hjemsendelsen (eller the "deportation" som moren Zeinab kalder den) var udsat.

At forestille sig -- samme dag. Det værste er at højest sandsynligt var det intet overlagt fra vores myndigheder i at beskeden kom lige netop den dag.

Det var blot der man lige havde fået kigget på sagen igen, og fundet ud af 'hov, hvad er det vi er ved at gøre her.' Det er da heldigt det ikke først var sket et par dage senere, efter de var blevet tvangstilbagesendt?

Man bliver så flov...

Kommer lige nede fra Avnstrup, hvor jeg besøgte et par familier jeg efterhånden kender godt.
]
I dag var jeg i det tænksomme, let påvirkelige hjørne. Og det er een af de dage hvor jeg bliver godt trist over, at vi har sådant et sted i Danmark – godt isoleret fra samfundet, hvor fine, resourcestærke (ihvertfald engang) mennesker er puttet væk. Hvor deres liv er sat i bero.

For det er jo sådan, at når man kommer på lejrene, kan man ikke se på dem som ‘uforskammede, stædige mennesker som insisterer på at blive i Danmark, selvom de har pligt til at rejse hjem.’ Så ser man på dem som familier med børn, hvis skæbne er håbløs, og hvor mit land ikke er villig til at tage vare på dem på anstændig vis.

Een af familierne er Roma. Moren, måske I slutningen af 20’erne får nu beroligende hjertemedicin. Hun siger de er alle bange. At politiet fortæller dem at nu skal de altså til at hjem allesammen. Både dem og Irakerne osv.

Mine to yngste børn var med. De kender Avnstrup som det sted, hvor ‘faren blev hentet af politiet’ og ‘hvor man får tyggegummi’ (fordi nogle familier et par gange har givet dem de her fantastiske slikkepinde med tyggegummi i). De er altid generte lige først, men ganske trygge før vi tager afsted. Og altid fulde af slik og søde sager.
Jeg kommer også oftest derfra med maven fuld, en pose med snacks, og mad ‘til min mand’, som jeg sjældent får lokket med derned.

Jeg håber bare snart dette ender. At vi finder en ordentlig løsning på disse menneskers liv – hvor vi har været inde at tage et medansvar og hvor vi har vist respekt overfor medmenneskers liv fremfor foragt, som er det jeg oplever er det eneste vores regering har til overs for disse mennesker lige nu.

En god nyhed her på den første dag i 2007 -- vi modtog lige før jul en lommepenge-donation på 10.000 kr fra De Forenede Dampvaskerier. Det er så dejligt at opleve en sådan generøsitet.

Rigtigt godt nytår!