Kommer lige nede fra Avnstrup, hvor jeg besøgte et par familier jeg efterhånden kender godt.
]
I dag var jeg i det tænksomme, let påvirkelige hjørne. Og det er een af de dage hvor jeg bliver godt trist over, at vi har sådant et sted i Danmark – godt isoleret fra samfundet, hvor fine, resourcestærke (ihvertfald engang) mennesker er puttet væk. Hvor deres liv er sat i bero.

For det er jo sådan, at når man kommer på lejrene, kan man ikke se på dem som ‘uforskammede, stædige mennesker som insisterer på at blive i Danmark, selvom de har pligt til at rejse hjem.’ Så ser man på dem som familier med børn, hvis skæbne er håbløs, og hvor mit land ikke er villig til at tage vare på dem på anstændig vis.

Een af familierne er Roma. Moren, måske I slutningen af 20’erne får nu beroligende hjertemedicin. Hun siger de er alle bange. At politiet fortæller dem at nu skal de altså til at hjem allesammen. Både dem og Irakerne osv.

Mine to yngste børn var med. De kender Avnstrup som det sted, hvor ‘faren blev hentet af politiet’ og ‘hvor man får tyggegummi’ (fordi nogle familier et par gange har givet dem de her fantastiske slikkepinde med tyggegummi i). De er altid generte lige først, men ganske trygge før vi tager afsted. Og altid fulde af slik og søde sager.
Jeg kommer også oftest derfra med maven fuld, en pose med snacks, og mad ‘til min mand’, som jeg sjældent får lokket med derned.

Jeg håber bare snart dette ender. At vi finder en ordentlig løsning på disse menneskers liv – hvor vi har været inde at tage et medansvar og hvor vi har vist respekt overfor medmenneskers liv fremfor foragt, som er det jeg oplever er det eneste vores regering har til overs for disse mennesker lige nu.