Folkeempati's bekendelser

2007-07-21T12:28:00.001-07:00

“Vi er færdige nu.”

Jeg besøgte familien Ishu idag i asylcenter Avnstrup. En irakisk familie med syv børn i alderen 13-22. De har været her i syv år, er kristne. Stemningen var helt anderledes end normalt. Moren sad med benene trukket op under sig i sofaen, faren så ti år ældre ud.

Hvad var der sket? Jo, for fire uger siden havde de fået besked om de havde fået opholdstilladelse, og tre uger senere fik de så at vide fra Udlændingeservice, at der var sket en opdateringsfejl, og at de alligevel ikke havde fået det.

Det der konkret var sket var at moren, Mariam, i slutningen af juni fik et brev fra udlændingeservice’s forsørgelseskontor, hvor der stod i overskriften: ‘Udlændingeservice har besluttet at tilbagekalde dit flyttepåbud, samt at du kan på ny få udbetalt tillægsydelse’. Længere nede i brevet står der ‘Det fremgår af sagen, at du den 12. Juni 2007 er blevet meddelt tilladelse…”.

Da de fik brevet turde ikke tro på det der stod. Havde de fået ophold? De gik derfor til politiet på Avnstrup, som bekræftede ja, de havde fået opholdstilladelse – politibetjenten viste dem endda deres nye status fra computerskærmen. Så her var en familie som blev rigtig glade og som festede -- – endelig efter syv år fik de lov at blive, og kunne starte et liv igen.

Men tre uger senere blev de kaldt til møde med udlændingeservice. Der fik de at vide at der var sket en fejl i forbindelse med en opdatering i udlændingeregisteret, og at man beklagede meget!

Sikke en fejl. Det her er en af de få afviste familier jeg har mødt som på trods af de mange år på et dansk asylcenter havde formået at holde sammen på sin familie. Men som den ældste søn sagde i dag ‘vi er færdige nu.’ ‘Alt vi tænker på er hvornår de vil sende os hjem.’

Så tillykke Danmark. Nu har vi knækket een af de sidste velfungerende afviste asylfamilier, pga en bureakratisk fejl, som vi selvfølgelig beklager dybt, men ikke har tænkt os at tage ansvar for.

2007-05-30T03:14:00.000-07:00

I DR nyhederne i går aftes var der et indslag om en ung familiefar fra Kosovo (han er roma), som myndighederne var igang med at tvangshjemsende til Serbien. Tilsyneladende havde man lavet en særaftale med de Serbiske myndigheder om tilbagesendelsen, omend den unge mand kommer Kosovo ikke Serbien. I sidste øjeblik -- han var endda kørt til lufthavnen, udsætter man beslutningen...

Nedenfor er en pressemeddelse om sagen som psykolog Gerd Gottlieb skrev for et par dage siden:

"Udvisning til Serbien af afvist roma fra Kosovo
- ny praksis på vej?

Medens asyldebatten kører, fortsætter udvisningerne af den ene afviste asylansøger efter den anden - lige så stille, men dermed ikke mindre brutalt.

På tirsdag (d. 29.5) er det en 29 årig roma fra Kosovo, der efter 6 år i det danske asylsystem sættes på flyet. Denne gang for at blive droppet ned i Beograd i Serbien. Et land, som han ikke har nogen tilknytning til.

Alen Memeti er født og opvokset i Kosovo, hvortil FN myndighederne ikke tillader returnering for romaernes vedkommende. Nu prøver de danske myndigheder med Serbien, på trods af at UNHCR heller ikke anser dette for et sikkert flugtalternativ, der kan yde tilstrækkelig beskyttelse. I notat af 2006 fremhæves endog især ikke for romaer fra Kosovo.

Alen sendes afsted med en forsikring fra politiet om, at Serbien gerne vil modtage ham. Men han har ikke set noget skriftligt bevis på, at dette dybt forarmede land, der stadig har problemer med at rumme særdeles store grupper af internt fordrevne serbere og en skyhøj arbejdsløshed, som direkte inviterer til sortbørs og kriminalitet, vil modtage ham.

Han deporteres, selvom han efterlader en søn på 1½ år, som han har sammen med en dansk kvinde. Direkte i strid med FN´s børnekonvention, der understreger børns ret til begge deres forældre. Fra Serbien vil han ikke kunne få visum til besøg, og derved har Danmark reelt afskåret ham for kontakt.

Endnu en psykisk udmattet og stresset asylansøger tvinges ud til fredløshed, endnu et barn forlades og endnu et sort kapitel indføjes i den danske flygtningehistorie.

Man må spørge sig selv, om der med dette sidste brutale og uventede tiltag fra de danske myndigheders side er tale om en prøveballon i forhold til mulighederne for udsendelse til Serbien for resten af de afviste romaer fra Kosovo?"

Gerd Gottlieb
Psykolog og frivillig kontaktperson i Center Sandholm
gerd@mail.dk

2007-05-30T03:13:00.000-07:00

Dansk Folkeempati har indenfor et par uger to gange modtaget private donationer på 5.000 kr. Tak, tak, tak.

2007-04-27T16:15:00.000-07:00

Vi får mange kommentarer til vores navn "Dansk Folkeempati". De fleste synes det er rigtig morsomt, men det kan også skabe lidt forvirring, som en pudsig oplevelse fra vores loppemarked i Gentofte vidner om.

På vores loppestand havde vi skilte med 'Dansk Folkeempati' på, og det tiltrak en del opmærksomhed. En kvinde kom hen til vores stand og spurgte mig, hvad vi var for nogle. Jeg begyndte at forklare om Dansk Folkeempati, hvad vi stod for, og hvad vi lavede, hvortil hun svarede

"Nå men jeg er allerede medlem af Dansk Folkeparti".
"Nej nej "prøvede jeg at sige, "det er Dansk Folkeempati" - og begyndte igen at forklare, hvorefter hun sagde:
"Jamen så er det jo nogenlunde det samme"!!!! Hmmm...

Og så skrev hun ellers under på "Amnesti Nu"-underskriftindsamlingen ;-)
Herligt, ikk'?

2007-03-26T13:20:00.000-07:00

Det er fantastisk at kunne læse i Politiken for et par dage siden (“Venstrefolk vil hjælpe irakerne, 24. Marts) at venstre folk udtaler:

»Vi har haft en udmærket udlændingepolitik, men her har vi nogle mennesker, der har siddet heroppe i så mange år, at det er svært for en del af Venstres bagland at kapere, at vi ikke gør noget”…

Men så som mange andre refererer de til irakerne. Og det er svært at forstå. Det skulle da også være svært at kapere, at andre familier har siddet her i fem, otte år. Om de så kommer fra Syrien eller Kosovo eller Iran eller hvor de nu kommer fra?

Og så er det skræmmende at læse Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsens svar til al den bekymring om irakerne. Han advarer om “svenske tilstande”, hvor man har lavet særordninger, og det har ført til en “massiv tilstrømning” af irakere.

Så det vi er bange for er en massiv tilstrømning. Vi er ligeglade med de mennesker som er her i Danmark, ligegyldig hvordan de trives. For det hele handler om at de skal stå som et skræmmeeksempel. Det er lidt usselt.

Men så er der heldigvis alle de danskere som efterhånden siger fra. Som finder jobs til de afviste, så de ikke helt sygner hen. Som donerer lommepenge. Som bruger sin tid som kontaktfamilie. Som dokumenterer det svigt som finder sted I forbindelse med tvangshjemsendelser til f.eks. Kosovo. O.s.v.

Tænk hvis nu alle de afviste kom i lære/uddannelse/arbejde og fik bolig udenfor asylcentrene. På initiativ af danskere. Det er måske det vi skulle gøre?

2007-03-14T05:39:00.000-07:00

Lige for tiden er der så meget opbakning omkring, at vi skal lade irakerne blive. Og vi kan kun være enige.

Med hvad med familierne fra Kosovo som ogsaa har vaeret her i fem, seks, syv år? Eller den syriske familie med tre børn som ikke kan vende hjem? eller...

Vi synes, det er vigtigt man holder sig til det større perspektiv som er, at vi har en hel gruppe mennesker (max 1.000 mennesker), som har siddet paa asylcentrene uacceptabelt lang tid. Og at i hvertfald de familier som har børn og de ældre ægtepar alle skal have en form for humanitær opholdstilladelse og få lov at blive.

Kampen for irakerne bliver ikke saa svær, men hvad saa med resten? Og hvad med de familier, som vi allerede mod al anstændighed har tilbagesendt til Kosovo?

Ashkali familien vi kender godt (forældre og fire boern), sidder stadig i ruinerne de forlod fem år tidligere og tør ikke sende børnene i skole i frygt for chikane.

2007-03-14T05:28:00.000-07:00

En kurdisk syrisk familie vi kender fik besked for tre uger siden om, at Danmark nu havde lavet en hjemsendelsesaftale med Syrien.

Denne familie (mor, far, tre boern, den yngste 3 aa) har været her i fem år, har intet at vende tilbage til, og faren frygter for sit liv, da han har været medlem af et syrisk-kurdisk oppositionsparti.

Familien var i chok, men har heldigvis haft mange danskere omkring sig til at hjælpe med at finde advokat, sende klage til myndighederne etc.

De skulle have været sendt tilbage d. 9. marts -- og samme dag, som hjemsendelsen skulle udføres, kom der besked om at hjemsendelsen (eller the "deportation" som moren Zeinab kalder den) var udsat.

At forestille sig -- samme dag. Det værste er at højest sandsynligt var det intet overlagt fra vores myndigheder i at beskeden kom lige netop den dag.

Det var blot der man lige havde fået kigget på sagen igen, og fundet ud af 'hov, hvad er det vi er ved at gøre her.' Det er da heldigt det ikke først var sket et par dage senere, efter de var blevet tvangstilbagesendt?

Man bliver så flov...

2007-01-13T09:21:00.000-08:00

Kommer lige nede fra Avnstrup, hvor jeg besøgte et par familier jeg efterhånden kender godt.
]
I dag var jeg i det tænksomme, let påvirkelige hjørne. Og det er een af de dage hvor jeg bliver godt trist over, at vi har sådant et sted i Danmark – godt isoleret fra samfundet, hvor fine, resourcestærke (ihvertfald engang) mennesker er puttet væk. Hvor deres liv er sat i bero.

For det er jo sådan, at når man kommer på lejrene, kan man ikke se på dem som ‘uforskammede, stædige mennesker som insisterer på at blive i Danmark, selvom de har pligt til at rejse hjem.’ Så ser man på dem som familier med børn, hvis skæbne er håbløs, og hvor mit land ikke er villig til at tage vare på dem på anstændig vis.

Een af familierne er Roma. Moren, måske I slutningen af 20’erne får nu beroligende hjertemedicin. Hun siger de er alle bange. At politiet fortæller dem at nu skal de altså til at hjem allesammen. Både dem og Irakerne osv.

Mine to yngste børn var med. De kender Avnstrup som det sted, hvor ‘faren blev hentet af politiet’ og ‘hvor man får tyggegummi’ (fordi nogle familier et par gange har givet dem de her fantastiske slikkepinde med tyggegummi i). De er altid generte lige først, men ganske trygge før vi tager afsted. Og altid fulde af slik og søde sager.
Jeg kommer også oftest derfra med maven fuld, en pose med snacks, og mad ‘til min mand’, som jeg sjældent får lokket med derned.

Jeg håber bare snart dette ender. At vi finder en ordentlig løsning på disse menneskers liv – hvor vi har været inde at tage et medansvar og hvor vi har vist respekt overfor medmenneskers liv fremfor foragt, som er det jeg oplever er det eneste vores regering har til overs for disse mennesker lige nu.

2007-01-01T14:14:00.000-08:00

En god nyhed her på den første dag i 2007 -- vi modtog lige før jul en lommepenge-donation på 10.000 kr fra De Forenede Dampvaskerier. Det er så dejligt at opleve en sådan generøsitet.

Rigtigt godt nytår!

2006-12-19T05:19:00.000-08:00

Go'Morgen Danmark havde inviteret Dansk Folkeempati/Amnesti nu initiativet og Zeinab fra Sandholmlejren i studiet her til morgen. Vi var godt spændte og nervøse -- alles tv-debut. Zeinab fortalte om, hvordan det var at have danske kontakter når man bor på et asylcenter 'det får os til at føle os lidt som mennesker igen' -- og 'selvom vi er blevet afvist af ministeriet, er der nogle danskere som accepterer os'. Så vi blev også klogere. Vi talte om vores motivation for at gå igang med græsrodsarbejde på asylcentrene og hvad vi laver derude. Og vi kan se at allerede 10 har kontaktet os i dag, som gerne vil være medlemmer -- og et par familier som gerne vil være kontaktfamilier. Fantastisk.

Røde Kors uddeler også lommepenge for os på Sandholmlejren i dag -- alle 35 afviste børnefamilier får en kuvert med mellem 500-1.000 kr afhængigt af antal børn. Vi havde ikke helt indsamlet penge nok, men håber at der kommer bidrag henover jul og ellers må vi tage fra loppemarkedindtægter i januar. Det var vigtigt at alle familier kunne få herop til jul.

Så nu kan foreningen forhåbentlig holde juleferie :-)! Rigtig glædelig jul til alle som får forvildet sig ind på denne blog.

2006-12-05T14:35:00.000-08:00

Læs det her blog indlæg: http://avisen.dk/blogs/juncker/De-vil-sl_E500_-min-mor-ihjel-051206.aspx
Skrevet af en dansk familiefar, som kontaktede os nogle uger tilbage om, at hans familie gerne ville være kontaktfamilie for en afvist asylfamilie. Nogle gange glemmer vi hvordan et første besøg på Avnstrup kan gøre indtryk...

2006-12-04T01:52:00.000-08:00

Politikens PS sektion vil på søndag (10 dec) fokusere på tvangshjemsendelser til Kosovo. Journalister har også besøgt familien Shema, hvis hjemsendelse vi fulgte tæt her i bloggen. Det bliver interessant læsning!

2006-12-03T12:58:00.000-08:00

I sidste uge læste jeg en diskussion af K.E. Løgstrups ‘Den Etiske Fordring’, i forbindelse med bogens 50-års jubilæum.

Løgstrups grundtanke var at alle i hvert et møde med et andet menneske 'bærer et lille stykke af det andet menneskes liv i vores hånd'. Den etiske fordring er så det tavse krav dette møde stiller til at man lever op til dette ansvar. At man tager vare om det andet menneske.

Jeg tænker på det i forhold til flygtninge som kommer til Danmark. Den generelle holdning i dag er, at de et eller andet sted er et irritationsmoment– “Hvorfor kommer de her. Kan de ikke bare blive der hvor de kommer fra. Eller i hvertfald vælge et andet land.” Og jo, det er der også mange der gør.

Men de som kommer her – har vi et ansvar overfor – om vi vil det eller ej.

Og ja, vi kan selvfølgelig ikke give dem alle asyl. Men vi kan forsøge at tage godt vare på deres liv, også når de bliver klemt mellem en stram asyl-lovgivning og manglende mulighed for tilbagevenden. Og huske at vi stadig har et ansvar, også selvom vi tvangshjemsender dem…

Og så er det jeg ikke kan lade være at tænke på en familie, som familien Shema, som vi har beskrevet i tidligere indlæg i denne blog. En stærkt traumatiseret mor, bange far, og fire børn fra Kosovo. Dem tvangshjemsendte mit land – uden at sikre sig at der blev taget ordentlig vare på f.eks. den syge mor og den bange familie, som nu ikke tør gå udenfor en dør, og hvor børnene derfor ikke kommer i skole.

Den familie vil forfølge mig resten af mit liv. Deres liv tog vi godt nok ikke vare på…

Men interessant var så, da jeg googlede Løgstrup og “Den Etiske Fordring”. For da kom et uddrag fra Statsministerens nytårstale fra 2002 frem (læs forneden). Ja, det tyder på der er flere måder at fortolke Løgstrups tanker om den etiske fordring på. Eller måske forstår Statsministeren det sådan, at Løgstrup kun tænkte på at den gjaldt i mødet mellem danskere?

Nedenstående kommer fra Statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale, 2002:

"Frihed indebærer også et ansvar. En dansk filosof, K.E. Løgstrup, har kaldt det ”den etiske fordring”. Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden, at han holder noget af dets liv i sin hånd, formulerer Løgstrup det. Med andre ord: Vi har et ansvar over for medmennesket.

I særlig grad har vi et ansvar for de mennesker, som er de mest udsatte i vort samfund: De hjemløse, misbrugerne, de sindslidende.

Vi skal gøre mere for at hjælpe de grupper, som har svært ved at finde fodfæste i samfundet og på arbejdsmarkedet. Ikke ved at gøre dem til hjælpeløse klienter. Men ved at udvikle de værdier og stærke sider, som er i ethvert menneske.

Ansvaret for medmennesket er ikke at gøre sig til det andet menneskes formynder. Ansvaret for medmennesket er ikke at tage selvstændigheden fra ham eller hende.

Tværtimod er ansvaret for medmennesket at udvikle hans eller hendes selvstændighed, personlighed og selvrespekt..."

2006-12-03T12:52:00.000-08:00

Det var en meget opløftende debat, man kunne følge på DR2 i tirsdags i forbindelse med tema-aften om asylsystemet og børnene.

Debatten involverede Rikke Hvilshøj, Integrationsminister, og Søren Krarup, Dansk Folkeparti, overfor Mimi Jacobsen, formand for Red Barnet, og Morten Østergaard, Udlændingeordfører for de Radikale Venstre.

Uden at være for forudindtaget var det vist Mimi Jacobsen og Morten Østergaard, som løb af med sejren. Deres argumentation forekom mere nuanceret og handlingsorienteret end Rikke Hvilshøj og Søren Krarup.

F.eks. pointerede Mimi Jacobsen det faktum at asylbørn bliver behandlet efter en helt anden lovgivning end andre børn i Danmark – at en tydelig form for diskrimination finder sted. Morten Østergaard foreslog (jajaja!), at man skulle måske begynde at se på ‘om der var noget galt med reglerne’ siden, at den danske asyllovgivning skaber en gruppe mennesker, som hverken må blive her eller rejse hjem, og derfor bliver i landet år efter år.

Krarup brugte sin sædvanlige krigsretorik og var svær at tage alvorlig. Og Hvilshøj så flere gange ganske utilpas ud. Hun brugte de argumenter, vi har hørt til hudløshed “Vi har fulgt lovgivningen. De har ikke ret til asyl og har derfor pligt til at rejse hjem. Børnene er forældrenes ansvar.”

Hvilshøj nævnte også, som svar på en anklage om vi sendte syge hjem til manglende behandlingsmuligheder, at de syge asylansøgere i Danmark får humanitær opholdstilladelse. Dette er desværre kun sandt for de ekstremt syge – f.eks. de som har kræft i terminalfasen eller de som kan dokumentere sindssygdom.

Det var også svært at lytte til Hvilshøjs argumenter omkring ‘at der var jo folk fra Kosovo og Irak som rejser frivilligt.’ Der skulle hun måske nævne hvordan beslutningen om at rejse såkaldt frivilligt i forhold til Kosovo i høj grad foretages under tvang (man ved man skal tvangshjemsendes -- skal det være med eller uden lidt hjælp?).

Morten Østergaard nævnte, at de Radikale Venstre vil foreslå, at man fremover må give midlertidig asyl til afviste asylansøgere, man ikke kan tvangshjemsende. Når man så har mulighed for tvangshjemsendelse, kan man så gøre det. Hvis der går en årrække hvor det fortsat ikke er muligt, må man give dem permanent opholdstilladelse.

En pragmatisk løsning på et konkret problem. Det kan vi lide!

2006-11-07T04:05:00.000-08:00

Dansk Folkeempati havde sin radio-debut i går, mandag d. 6. nov.

Monica Krogh Meyer havde inviteret os i P4's Metropol -- hvor vi skulle tale om foreningens aktiviteter og bedrifter. Vi overlevede, vores forældre er endda helt stolte -- hvad mere kan man forlange :-)? Det er sundt at skulle eksponeres da det giver os mulighed for at reflektere over hvor vi starter og hvad processen har bragt med sig...

Og vi har allerede som resultat af udsendelsen modtaget flere henvendelser vedr. danskere som gerne vil være kontaktfamilie for en familie på Sandholm eller Avnstrup.

Det største kontante bidrag endnu i lommepengeindsamlingens historie er også indgået i dag -- 2.000 kr, fantastisk.

2006-10-27T03:18:00.000-07:00

Medlemmer af det konservative parti begynder nu at reagere og taler om behovet for en mere human asyl-politik. Der er håb forude ... :-).

Vi er forresten medinitiativtagere til en bevægelse 'amnesti nu' for asylafviste som har været i landet mere end tre år. Skriv endelig under på:

www.amnesti-nu.skrivunder.dk

Tak.

2006-10-27T03:13:00.000-07:00

Vi har stadig løbende kontakt til familien Shema, og i dag svarede de som altid på spørgsmålet om hvordan det går med: ‘det er det samme.’ Politiken journalister er i Kosovo lige nu, og skal bl.a. besøge familien -- det giver dem lidt håb, om der så er noget at håbe for.

Mona fra Støttekredsen for flygtninge i fare har beskrevet det hun så, da hun besøgte dem i sidste uge:

“I en lille landsby skjult bag porten og i resterne af det hus, der var engang, sidder en familie med 4 børn. Jeg kender dem alle fra Avnstrup. De tør ikke gå ud. Børnene går derfor heller ikke i skole. De fortæller, at vejen er usikker, for de bliver overfaldet med stenkast og gennemtævet.

Jeg kan ikke sige, om det vil gentage sig 5 år efter at de flygtede, og familien tør ikke selv gøre forsøget. Forståeligt nok. Denne familie har haft så forfærdelige oplevelser under krigen, så alene rædslen ved at være tilbage og skulle leve omgivet af de mennesker der udsatte dem for tæv, voldtægter og mange grusomme overgreb, er psykisk tortur. – og der sker stadig overgreb på etniske minoriteter i Kosovo.

For ikke at beskrive de forhold familierne sendes tilbage til – udbombede og udbrændte huse – kun ydermurene står, med ødelagte tage, der hverken giver læ for kulde og regn. Heller ikke de gabende tomme vinduer uden ruder. Kulden er allerede begyndt at holde sit indtog i Kosovo, og snart vil temperaturen være nede på minus 20 – minus 30 grader.”

Vi har forresten fundet ud af, hvad det var de ikke turde underskrive i lufthavnen, da de vendte tilbage til Kosovo. Jeg ringede ind til Rigspolities Udlændingeafdeling som fortalte “ja, det var meget mærkeligt. Familien ville ikke kvittere for de 165 euro de kan få pr person, når de vender tilbage. Vi prøvede at forklare det på alle tænkelige måder.”

Familien troede stadig det de skrev under på var at de var rejst frivilligt!

2006-10-18T02:14:00.000-07:00

I lørdags holdt vi foreningens tredie loppemarked – på Frederiksberg. Vi havde tre medhjælpere med fra Sandholmlejren – søstrene Larsa og Merna fra Irak og Senjur fra Kosovo.

Vi indtjente 3.487 kr – hvilket var helt fantastisk, da vi egentlig ikke havde store ting med – men blot solgte løs af tøj, amerikanske børne bøger, gamle ølkasser mmm.

Vi oplever en voksende interesse blandt de købende om det arbejde vi laver. Og tilfældigvis var DR programmet ‘Hvad er det Værd” ude at optage – og måske får vi et glimt af Merna og Senjur, som begge blev optaget. Programmet bliver sendt sidste tirsdag her i måneden, så nu får vi at se.

Loppemarkederne er utroligt tilfredsstillende -- det er skønt at samarbejde med nogle af børnene/de unge fra lejrene, og se hvor alvorligt de tager opgaven!

Så loppemarkedsindsatsen fortsætter. Lige nu næste gang – i slutningen af januar i Frederiksborghallen, Hillerød.

2006-10-18T01:52:00.000-07:00

Vi får løbende opdateringer om familien Shema (far, psykisk syg mor, fire børn) – Ashkali familien fra Kosovo, som blev tvangshjemsendt for et par uger siden.

Det står tilsyneladende slemt til.

Mona fra Støttekredsen for Flygtninge i fare har lige været nede at besøge dem. De bor hos farens bror i et lille hus med nærmest ingen vinduer og med et stor mur omkring. De går ikke ud på gaden. Børnene går ikke i skole. De har ikke penge til mad og varmt tøj. De kan ikke vende tilbage til det hus de flygtede fra.

Faren tør ikke engang tage til Dansk Flygtningehjælps kontor i Pristina -- for at hente den hjælp hans familie kan modtage – 600 euro naturalier for hvert familiemedlem. Oveni det er Flygtningehjælpens ansatte en albaner, og ham tør faren ikke tale med.

Det kan godt være denne frygt er subjektiv – at det ikke er så slemt dernede som familien frygter – men frygten sidder dybt i dem. Ligesom man også oplevede den gjorde mens de stadig var i Danmark.

Det er svært ikke at betragte det som en menneskelig forbrydelse, at vi har sendt denne familie så brutalt tilbage.

2006-10-09T00:47:00.002-07:00

“Hvis vi ikke lever sammen som brødre – dør vi sammen som tåber,” sagde Leif Bork Hansen i en P1 debat med Jesper Langballe, integrationsordfører, Dansk Folkeparti, torsdag d. 5. Oktober 2006.

Det var et citat fra Martin Luther King (?) – og handlede ifølge Bork Hansen om, at mennesker er skæbnesforbundet, og at man må tage et ansvar for hinanden.

Debattens tema var de afviste asylansøgere fra Kosovo, som er gået under jorden den sidste måneds tid for at undgå tvangshjemsendelse. Men debatten blev en del bredere og ganske hed.

Et par af de ting som gjorde indtryk var:

Vedrørende spørgsmålet om vi i Danmark ikke skulle tage et medansvar og lade de afviste asylansøgere blive i landet, som har været her længe, svarede Jesper Langballe:

“Det ville være principielt katastrofalt. Der bliver lagt en bombe under asyl-systemet”

Med hensyn til at nogle asyl-børn går i danske skoler, og får en normaliseret hverdag i Danmark, sagde Jesper Langballe:

“De skal netop ikke integreres – så gør man større skade end gavn, i forhold til når de skal hjem.”

Så vi fik bekræftet endnu engang hvor stor en betydning denne lille gruppe af afviste asylansøgere har fået som "sag" – en anstændig behandling af dem som individer er ikke mulig, da det åbenbart kan ødelægge det danske asylsystem? Tingene virker til at være kommet lidt ud af proportioner...

2006-10-05T00:46:00.000-07:00

Vi var til debatmøde her til eftermiddag – mellem journalist Olav Hergel, Politiken, og Søren Espersen, MF, Dansk Folkeparti.

Hvordan forholder man sig som avis og politiker til situationen for mange asyl-afviste familier i Danmark – specielt børnene på asylcentrene?

Det blev også til en diskussion mellem publikum og panelet omkring, hvad en mulig løsning kunne være på det liv, vi lige nu tilbyder de omkring 1.000 afviste asyl-ansøgere.

Det som var slående for mig var, hvordan det vi selv oplever blev bekræftet – at når man først får sin gang på centrene bliver man uundgåeligt ramt dybt inde i sin sjæl eller sit værdisæt i forhold til ‘at her foregår noget uacceptabelt.” Uanstændigt. Umenneskeligt. Eller hvad ord man nu kan finde på. Og at de store tabere er børnene som ikke selv har valgt dette liv.

Et par gange kom argumentet ind omkring ‘forældrene har ansvaret for deres børn’ – men i og med mange forældre efterhånden ikke kan tage vare på deres familier, blev det understreget at dette argument er hult – ikke giver nogen mening. Ligeledes skal man huske på, at for manges vedkommende forsøger forældre netop at beskytte deres børn ved ikke at bringe dem tilbage til borgerkrig eller personlig forfølgelse.

Nogle fremførte argumentet, at familier som har været her i 3, 4, 7 år ikke længere er ‘egnede’ til at rejse tilbage. Forældrene er syge – eller blevet syge af deres ophold. Børnene har mere tilknytning til Danmark end der hvor de kommer fra. Og at Danmark har tabt retten til at sende dem ud – nu må vi tage et medansvar.

Det var ganske oplysende, men jeg forlod også foredraget trist. Jeg blev træt i hovedet over at lytte til Søren Espersens retorik. I starten var det fint, da jeg var nysgerrig efter at høre hvordan et medlem af Dansk Folkeparti argumenterer. Men efter et stykke tid gjorde det mig blot trist. For det virker til at retorik – at vinde et argument -- er vigtigere end at tage stilling til end en konkret sag.

F.eks. måden at miskreditere en “ekspert” som sidder blandt publikum – som har været børnelæge i 30 år og som forklarer hvordan man i Danmark normalt varetager danske børns tarv – og hvornår man som samfund normalt bryder ind. Og hvordan hun udfra beskrivelser af børnene på asyl-centrene føler, at disse børns behov fuldstændig tilsidesættes. Dette mente Søren Espersen hun ikke havde ret til at udtale sig om – hun misbrugte sin lægeposition til at udtale sig om ting hun ikke engang havde set. Dette gør han i stedet for at forholde sig til hvad der bliver sagt.

Eller måden hvorpå Søren Espersen relativiserer begreber som retfærdighed og anstændighed. Hvem kan sætte sig som Gud og definere sådanne begreber, spurgte han – og at det er derfor vi har en lovgivning som udstikker regler for hvordan vi skal opføre os.

Men jeg kan ikke lade være at tænke -- er lovgivning ikke værdibestemt? Er den ikke baseret på en fælles definition af hvad f.eks. er retfærdigt og hvordan man som samfund ønsker at mennesker opfører sig overfor hinanden?

Jeg kan blive helt skræmt ved tanken om – hvis man skal følge Søren Espersens tankegang – at enhver dansker selv har ret til at definere deres værdier og hvordan de ønsker at leve. For et samfund må da have nogle overordnede idealer for at fungere – og gribe ind når disse idealer bliver tilsidesat?

Ellers bliver det et samfund hvor vi alle forventer det værste af hinanden, hvor vi er bange og ingen tillid har?

Overfor spøgsmålet om at lave en særlov eller give amnesti til de omkring 1000 mennesker var Søren Espersens hovedargument imod (meget I linie med f.eks. Venstre): “vi frygter at det vil betyde at folk tror, at hvis de bliver her længe nok, på trods af afslag, skal de nok få lov at blive. Som det var før 2001.” At en sådan lov skaber præcedens.

Olav Hergel prøvede at sætte denne argumentation i perspektiv: “Spanien har lige givet amnesti til 700.000 illegale flygtninge. Italien vist til 500.000. Sverige genbehandlede fornylig 30.000 sager for asyl-afviste. I danmark drejer det sig om max 1.000 mennesker”!

Det her må handle om noget andet end frygten for at amnesti skaber præcedens. Det må handle om en fuldstændig fastlåsning og in-fleksibilitet i forhold til alt der har at gøre med udlændingepolitik! Et princip om: ‘vi giver os ikke en tomme’.

Puh, hvor kan man blive ked af det. Og rasende. Hvad er det for et samfund vi er på vej mod, hvis man ikke kan tage konsekvensen af en politik – at en gruppe mennesker sidder fastklemt i et ingenmandsland, og at børnene har brug for hjælp. Jeg kan og vil vist ikke begribe det!

2006-10-04T03:32:00.000-07:00

Jeg talte med Hazbije i dag. Hun sidder sammen med sin familie i farens brors hus i den lille by hun kommer fra i Lipjan provinsen. Hun siger 'vi er bange'- 'vi er bange for bomber', og at deres mor har det værre end nogensinde. Deres gamle hus er faldefærdigt og der kan de ikke flytte tilbage. Det er ikke altid til at forstå nuancerne, men det går ikke godt.

Hun fortalte nogle interessante ting omkring deres hjemrejse. Tilsyneladende fik familien en sidste chance i Pristina 'til at skrive under' (på at de rejste frivilligt? er mit gæt), så ville de få 700 euro. Men de ville de ikke.

'Vil de give os penge for at skrive under?' spurgte hun. Jeg sagde jeg godt nok synes det lød utroligt, men det kan vel undersøges.

Mona fra Støttekredsen tager til Kosovo i næste uge, så tager hun ud og besøger familien. Så kan vi finde ud af lidt mere, om hvad det indebærer som Ashkali minoritet at blive tvangshjemsendt lige nu!

2006-09-28T00:03:00.000-07:00

Hazbije ringede til mig i går eftermiddags. Nu havde politiet fortalt dem at de ville blive hentet her til morgen kl 7 og kørt i lufthavnen. Med mindre ministeriet informerede politiet om noget andet inden da (hvordan ministeriet så skulle kunne nå dette). Hun sagde tak for al hjælpen – ikke at den har nyttet. Og at hun troede at der måske stadig var en chance for at UNMIK ikke ville tage imod dem når de kommer til Kosovo.

Man kan ikke lade være at blive lidt bekymret over hvordan det vil gå dem -- fire søde børn, en meget syg mor, og en bange far. De har været her i fire år.

Da de jo ikke har villet samarbejde om deres hjemrejse, heller ikke her på falderebet, modtager de ikke re-etableringshjælp fra Danmark.

Hvis de havde rejst frivilligt – kunne de få hjælp til genopbygning af deres hus, til genskoling af børnene, til genopstart af gamle erhverv. Og måske aller vigtigst – var der nogen som holdt øje med dem, og som de kunne kontakte hvis de oplever problemer med myndighederne/deres naboer.

Jeg håber gennem deres familie i Danmark, at kunne følge med i hvordan det går dem.

2006-09-26T11:36:00.000-07:00

I dag var vi i foretræde for Udvalget for Udlændinge og Integrationspolitik i folketinget, sammen med Gerd og Inga, to aktive sjæle som også har sin gang på asylcentrene.

Det var egentlig på opfordring af Henriette Kjær (C), som så ikke dukkede op. Men andre politikere var til stede som Steen Gade (SF), Jørgen Abo Berg (E), Irene Simonsen (V) og Britta Schall-Holberg (V).

Vores formål var at oplyse om nogle af de ting vi ser ude på asylcentrene lige nu – specielt i forhold til tvangshjemsendelser af Kosovarer.

Til et sådan foretræde, får man et kvarter i alt, som også inkluderer tid til spørgsmål fra udvalget, så vi havde et stramt program.

Vores emner var:
- den brutalisering man oplever under tvangshjemsendelser/ frihedsberøvelser,
- absurditeten og urimeligheden i at man kun modtager re-etableringshjælp i Kosovo hvis man rejser såkaldt ‘frivilligt’
- den uudviklede psykiatriske sektor i Kosovo overfor at man lige nu tvangshjemsender psykisk meget syge mennesker.

Vi afsluttede med at sige, at vi bakker op omkring at der skal gives amnesti til den gruppe af afviste asylansøgere, som har været her rigtig længe. Det som f.eks. Jørgen Poulsen, formand for Røde Kors nævnte fornyligt.

Bagefter var der tid til to spørgsmål. Steen Gade spurgte om det var rigtigt at Røde Kors personale ikke altid var tilstede ved tvangshjemsendelser. Dette kunne vi bekræfte var sandt.

Desuden spurgte Abo Berg om de afviste asylansøgere, som rejser frivilligt tilbage til Kosovo lige nu kun var de som gjorde det af rent kyniske grunde (dvs fordi de vidste de skal hjem nu, og at det er den eneste måde at få reetableringshjælp på). Til det kunne vi svare ja.

En lidt uvirkelig oplevelse. Vi har brugt meget energi på at forberede os. Nu har vi gjort vores borgerpligt, og livet kan gå videre!

P.s. da vi kom ud derfra, kom Irene Simonsen (V) og fortalte os, at hun "forstod hvordan vi følte." Hun har selv kommet meget på Sandholmlejren i sin tid, og havde tæt kontakt til Kroatere, tror jeg det var. Det føltes egentlig lidt patroniserende, selvom hun vel gjorde det i en god mening.

Vi talte lidt om amnesti til hvilket hun sagde, at det gik Venstre inkl. hende selv aldrig med til! Hun fremførte argumentet ‘jamen hvis vi giver denne gruppe amnesti, så vil det strømme ind over grænserne med flygtninge’. Det er svært at tro -- Danmark er så svær at nå som flygtning. Men det skal undersøges nærmere!

Men hvad er lidt irriterende er, at vi bliver behandlet lidt som ‘naïve, godtroende’ – for os handler det her om man skal behandle sine med-mennesker ordentligt, og så er den ikke meget længere.

Og desuden handler det om at tage et medansvar for de familier som har været her så længe, og som fortsat ikke har nogen udsigt til at sidde andre steder i asylcentrene år efter år. Og for deres børn som efterhånden har mere tilhørselsforhold til Danmark end deres hjemland (selvom vi gør hvad vi kan for at holde dem væk fra det virkelige liv). Men det er nok for meget forlangt ☺.

Og hvis en gruppe afviste asyl-ansøgere kan tvangstilbagesendes som Kosovarerne lige nu– så gør det dog kære myndigheder– men gør det ordentligt og med respekt! Og med en ydmyghed overfor at vi også selv er en del af problemet.

2006-09-23T12:08:00.000-07:00

En kort Avnstrup-update... Jeg har set familien med den fængslede far efterhånden nogle gange den sidste uge – dog ikke moren, hun ligger altid i det tilstødende værelse og sover.

Stemningen er ikke opløftende. Og det er der heller ingen grund til – mit gæt er at hele familien er ude af Danmark hen mod slutningen af næste uge.

Deres advokat har godt nok anmodet Flygtningenævnet om genoptagelse af sagen baseret på den nye udtalelse fra Kosovo. Men UNMIK, den FN-midlertidige regering i Kosovo, skrev allerede til Danmark d. 7. September, at de nu havde undersøgt om forholdene for familien var sikre nok – og det mener UNMIK de er. En udtalelse fra en lokalpolitiker vil nok ikke ændre på dette?

Jeg besøgte i dag også en irakisk familie vi efterhånden kender godt. De flygtede i sin tid fra Saddam Hussein, er kristne, og har tre børn. De har været her i nu syv år. Vi joker om at faren kan låne min mands pas og rejse videre til USA… men alle ved det kun er ønsketænkning.

Faren fortalte, at da han meldte sig hos politiet i onsdags blev han tilbudt frivilligt at returnere frivilligt til Nord-Irak – hvor kurdere nu mere eller mindre selvstyre – og hvor der er forholdsvist rolige forhold.

De grinede af ideen – ‘de taler anderledes end os. Der kunne jeg ikke få arbejde. Det er ikke der vi hører til.’

Jeg prøvede at tænke over hvad det tilbud ville betyde for en dansker som var flygtet til Irak og eventuelt kunne blive hjemsendt – ville det være at blive tilbudt at returnere til Malmø? Eller et sted i Finland eller... Men det er vist umuligt at sammenligne.

Flere familier fra Avnstrup kommer nu med deres børn i KB-hallen på lørdag. Og børn fra Sandholm kommer så til loppemarked søndag.

2006-09-23T11:57:00.000-07:00

Loppemarkeddonationer kommer i en lind strøm ☺. Det er skønt!

Lige nu har vi modtaget så meget brugt tøj, at vi svømmer i det. Derfor – hvis du har lyst til at donere er ikke maskinvask-bare ting som møbler, lamper og alle mulige andre brugsgenstande meget meget velkomne!

2006-09-19T07:03:00.001-07:00

Da jeg ankom til Avnstrup i dag, kom en yngre mand gående ud af en af ejendommene med en ældre, fin dame i kørestol. En pige jeg kender fra Kosovo, Imrana, gav den ældre dame en stor omfavnelse, som om de ikke havde set hinanden længe. Jeg spurgte Imrana hvordan det gik 'ikke så godt' sagde hun og så trist ud. Jeg troede det var pga den almindelige utryghed, som der er blandt de afviste asylansøgere fra Kosovo lige nu.

Hazbije (datteren til den frihedsberøvede far) kom ned og mødte mig, jeg fik mit besøgspas mod at aflevere mit kørekort, og vi gik op på hendes værelse. Hun gav mig det dokument + en engelsk oversættelse, som var blevet faxet til dem i går -- fra lederen af "Kosovo Democratic party of the Ashkalie Branch Office" i det amt som familien kommer fra.

Konklusionen i brevet er at "we are requesting the Government of Denmark, please consider that Mr ... not be returned because he will risk his and his family's life". Så kan man jo vælge om man vil tro på det, men tænk hvis der er hold i det udsagn? Lige nu er planen familien skal hjem på næste torsdag.

Hazbije var meget træt -- har næsten ikke sovet i nat. Før jeg gik fortalte hun 'de arresterede en gammel dame i går'. Og så fik jeg historien -- omkring 6 betjente var kommet og hentet 'nicolaj's mother' -- den ældre dame i kørestolen, jeg så udenfor da jeg kom.

Tilsyneladende var man igang frihedsberøve hende indtil hun ville blive sendt hjem! Men hun var vist kun meget kort tid i sandholmlejren fængslet før man besluttede sig for at det her vist var en dårlig ide -- og den ældre dame blev pænt fragtet retur til Avnsholt.

Gad vide hvornår denne vanvid ender? Det er som om man helt febrilsk for enhver pris lige nu prøver at få disse mennesker hjem? At sådan en lille gruppe mennesker, kan være så 'angstskabende" er en gåde -- som en Røde Kors medarbejder sagde i dag.

2006-09-18T08:25:00.000-07:00

Faren blev så stillet for en dommer i dag. Han er fortsat fænglset. Ifølge hans ældste datter, skulle han være blevet fortalt at UNMIK, FN-administrationen i Kosovo, ville give endelig besked om tre dage hvorvidt familien kan hjemsendes. Han fik også at vide, at man lige nu har planer om at sende hele familien hjem d. 28. september, dvs næste torsdag.

Det lyder helt absurd, hvis det er rigtigt at man har arresteret faren, før man har fået et ok fra UNMIK til at familien kan hjemsendes? Men gad vide om det ikke er en ren formalitet?

Men jeg kan fornemme på både de ældste børn og faren (via en ven som har talt med ham), at de stadigvæk klynger sig til, at ville se bevis på at UNMIK har sagt, det er sikkert nok for dem at komme hjem -- at de ikke kan tro det kunne være sandt?

Familien har flere familiemedlemmer, som flygtede fra krigen tilbage i 1999, som har fået asyl og bor i Jylland. Jeg talte med een af dem i dag -- en fætter til moderen. Han fortalte mig at en Ashkali (deres minoritet) politiker som repræsenterer Ashkalier i Kosovo, har skrevet et brev og faxet det hertil i dag. I det skulle han tilsyneladende forklare hvorfor denne pågældende familie ikke kan garanteres sikkerhed i Kosovo Det bliver interessant at se hvad der står.

Jeg er fuldstændig drænet følelsmæssigt efter begivenhederne fredag -- sagen her har en tendens til at gå ind under huden, om man ønsker det eller ej.

Der er heldigvis nogle seje kollegaer, som har taget sagen over lidt nu -- vi har skrevet en kronik/kommentar som nu er sendt til pressen. Henriette Kjær (C) og Steen Gade (SF) er blevet informeret om sagen. Og vi har bedt om at foretræde for Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik, som skal have møde på næste tirsdag. Det skal handle om den brutale behandling nogle afviste asyl-ansøgere oplever lige nu, tror vi nok.

2006-09-15T10:07:00.000-07:00

Nu skete det så endelig -- det vi ikke havde mulighed for at finde ud af hvornår ville ske...

Hazbije ringede til mig her til formiddag. Politiet havde arresteret hendes far tidligere i dag i Avnstrup – han sad nu fængslet i Sandholmlejren. Så vidt hun forstod skulle hele familien (mor, far, fire børn) tvangshjemsendes til Kosovo mandag.

Jeg lovede at komme derned. Ikke at jeg kunne gøre noget, men i det mindste kunne jeg måske få et indtryk af, hvad der var foregået.

Jeg brugte først lidt tid på at få fat på en psykiater, som tidligere havde lovet at se på moren i familien, som virker meget syg – hun lider af Post Traumatisk Stress Syndrom, men har ikke fået nogen udtalelse på sin tilstand de sidste 2-3 år. Vi aftalte at mødes dernede kl 14 – så måtte vi se om moren ville tale med ham.

Desuden ringede jeg til Dansk Flygtningehjælp – som står for hjælpen der gives til de asyl-afviste flygtninge, som vælger at vende frivilligt hjem til Kosovo. Dansk Flygtningehjælp havde godt høre om familien, og var igang med at arrangere et møde med dem.

Jeg kørte så afsted mod Avnstrup. Vidste at det her nok ikke blev sjovt. Jeg havde allerede grædt nogle gange – til stor undren for mig selv. Men jeg tror, det handlede om den hjælpeløshed, jeg selv oplevede. Og tanken om at faren, familiens overhoved og ham der tager sig af de fire børn, var blevet fjernet så brat.

Det første jeg møder, da jeg kommer ind på parkeringspladsen er den yngste af søstrene, som går med en masse veninder arm i arm, mange af dem græder.

Jeg finder den ældste søster og hendes mor hos politiet – der er tolk på, og de er ved at blive informeret om hvad der er sket, og hvad der vil ske.

De fortæller at faren er fængslet og vil blive stillet for en dommer mandag. Politibetjenten sagde, at erfaring viser, at han nok fortsat vil være fængslet derefter (udlændingelovgivning tillader frihedsberøvelse, hvis man er blevet afvist asyl men afviser at rejse hjem).

Desuden fortalte de, at Dansk Flygtningehjælp kommer ud til Avnstrup onsdag, hvor familien vil blive informeret om den hjælp de kan få, hvis de vælger at samarbejde omkring deres hjemrejse. De ville kunne få økonomisk hjælp til at komme igang med arbejde, mm.

Hvornår de skulle rejse hjem? Det ville være så snart, man kunne finde flybilletter til dem. Moren spurgte flere gange, ‘men hvad skal jeg fortælle mine børn at der er sket med min mand’, ‘hvad skal jeg fortælle min yngste søn” (han er 8)? Til det blev svaret ‘du som ansvarlig forælder må vide, hvad der er bedst at fortælle ham’.

Da tænkte jeg, ja – ansvarlig forælder. Men denne forælder har lidt af PTSD, siden hun kom for fire år siden, græder det meste af tiden, og har vist på intet tidspunkt haft overskuddet til at tage sig af sine børn. Det er børnene og faren, som har taget sig af hende, mens de har været i Danmark.

Moren var nogenlunde fattet, mere fattet end jeg nogensinde har set hende. Bortset fra lidt rysten. Vi gik op på familiens værelse. Der sad flere ude på gangen og stemningen var tydeligvis trykket. En mand (roma) fra Kosovo, som normalt virker meget stærk, havde grædt. Flere beboere kom ind og sad på værelset.

Jeg fortalte, at en psykiater ville komme kl 14 – hvis det var i orden, i det mindste for at få lavet en status erklæring på moren – om den så kunne hjælpe sagen eller ej.

Deromkring var det at moren brød sammen. Hun begyndt at hyperventilere – og havde indimellem vejrtrækningskramper. Hun var i sin egen verden. Nogle af beboerne fik hende lagt ned. Ind imellem slog hun ud med armene. Der blev kaldt efter lægehjælp.

Lidt efter kom Røde Kors sygeplejersken og lægen. De kom ind, vidste som os andre ikke helt hvad der var at gøre, så lidt hjælpesløse til. Men sygeplejersken prøvede at berolige moren. Det hjalp kun lidt. Moren faldt ned på gulvet, og lå nu der og hyperventilerede, slående ud med armene.

Jeg fortalte der ikke har været lavet nogen rapport i flere år på hendes tilstand, og at en psykiater derfor nu kom – så vi begyndte alle at vente på ham.

Og han kom så. Så lettere forundret til. Havde ikke haft med denne målgruppe at gøre før, havde aldrig været på et af asylcentrene. Så han spurgte lidt ind til familien via den ældste datter. Havde de noget sted at komme tilbage til? Hvad lavede faren før de kom hertil? Vi talte om hvorfor de var så bange for at vende tilbage.

Moren lå stadig på gulvet i sin egen verden. Var blevet lidt mere rolig, men krampede ind imellem, og kom på et tidspunkt ind under sofaen hvor hun bankede hovedet op i fjedrene flere gange.

Røde Kors lægen sagde, at det her var en ret rystende oplevelse for ham. Jeg kunne kun bifalde – blev rigtig ked af det flere gange igen, igen over håbløsheden, og at intet kunne gøre udover at se på, og udover at tænke på den yderlige stress, myndighederne havde påført et i forvejen meget sygt menneske, ved at fjerne hendes mand.

En af Røde Kors medarbejderne sagde, at det var helt bevidst, at myndighederne gjorde det så svært for beboerne. De virkede selv opgivende – “ja, det er ikke os der tager disse beslutninger.” For eksempel, hvorfor har man fjernet faren på en fredag – op til en weekend, hvor der ikke er nogen læger eller sygeplejersker på centeret?

Jeg refererede politisamtalen til de andre – hvordan man giver familien en sidste chance for at rejse hjem ‘frivilligt’. Psykiateren foreslog, at det vist ville være frivillighed under en høj grad af tvang.

Vi talte om, hvorfor mon det var så vigtigt at få familier til at samarbejde om sin hjemrejse. Er det for at det skal se bedre ud i statistikkerne -- ‘se de havde ikke brug for asyl – de rejste jo selv’. Et andet forslag var, at det er nemmere, at få en familie med i SAS-flyet der har indvilliget i at rejse – tænk på det postyr det kan skabe med råbende, voldsomme mennesker som for intet i verden vil ‘hjem’?

Psykiateren aftalte med lægen, at moren skulle have noget ekstra beroligende henover weekenden. Pillerne blev hentet, og moren fik sin første dosis.

Hun faldt lidt til ro. Men begyndte så at kigge frygtsomt over på os, krybe væk – var ifølge psykiateren igang med at mindes dårlige ting, som før var hændt hende. Hun krøb over i et hjørne. Sad der lidt. Og blev så hjulpet ind i seng i det tilstødende rum.

Psykiateren sidder med morens pilleskema i hånden – hun er i forvejen på omkring seks forskellige medikamenter – nogle mod angst, nogle beroligende, nogle mod muskelsmerter.

Hvem sørger normalt for moren får sin medicin, blev der spurgt? Det gør faren – der bliver aftalt med den ældste datter, at det nu er hendes ansvar. “Man bliver hurtigt voksen her”, siger en af Røde Kors medarbejderne.

Vi gik derfra. Jeg siger farvel til psykiateren, der lover at skrive lidt -- ‘men hvor skal vi sende det hen’ spørger han?

Jeg er rystet i mine grundvolde. Det her er Danmark, hvor vi hævder at være et civiliseret folkefærd.

Solen skinner, lyset er så smukt. Jeg kigger rundt på danskerne i alle de andre biler i myldretrafikken og tænker – hvis I vidste … ville I hjælpe til med, at vi får stoppet denne usle behandling af vores med-mennesker, som kom til os, fordi de var i nød. Og hvis ikke, så må jeg snart forlade mit land. For det her er sgu under lavmålet.

2006-09-08T00:57:00.000-07:00

Dansk Folkeempati har være i medierne for første gang -- MetroXpress satte fokus på os i 'et øjeblik' klummen i går. Vi er rævestolte!

2006-09-06T17:12:00.000-07:00

Jeg har igennem det sidste stykke tid haft tæt kontakt med en familie som kommer fra Kosovo. De har boet i Danmark næsten fire år, heraf det sidste stykke tid i udsendelsesposition på Avnstrup.

Deres sag ligger mig meget på sinde. Og holder mig vågen om natten.

Det skyldes, at jeg oplever en umådelig angst hos dem lige nu. De er bange for at politiet vil banke på deres dør en af de kommende dage, og tvangstilbagesende dem til det de flygtede fra for fire år siden.

De tilhører nemlig en minoritet som UNHCR i juni tillod kunne blive tilbagesendt til Kosovo. Mere vigtigt endda, har UNHCR i samme rapport undladt at nævne kronisk syge/handikappede som en gruppe med fortsat behov for beskyttelse, dvs man må nu gerne sende syge retur til Kosovo.

Det familien flygtede fra var bl.a. kidnapning og drab af farens bror og brorsøn på 3 år og en bortvisning fra et job med trussel om at en eventuel tilbagevenden til jobbet ville ende i drab.

Angsten lyser ud af farens øjne, når vi taler om de måske skal tilbage. Den ældste datter fortæller hun hellere vil dø end tilbage. Hendes yngste lillebrors øjne kører nervøst frem og tilbage i hovedet.

Det er en familie, som man strakst fatter sympati for. Man kan føle de er ordentlige mennesker. De holder sig for sig selv, skal ikke blandes ind i noget på centeret. Og alt de klynger sig til er håbet om at få lov til at blive.

Moderen ser jeg sjældent, når jeg er der. Og når jeg møder hende er det en kvinde med tunge rode poser under øjnene. En krop som er faldet sammen. Og altid i gråd.

Gråden skulle være blevet endnu værre de sidste par uger, hvor familien selv har været vidne til en tvangshjemsendelse -- politiet dukkede op en tidlig morgen, bankede på deres nabos - en Kosovo-albansk familie- dør, og gav dem ti minutter til at pakke i. Der skulle have lydt højlydt gråd.

Jeg spurgte udlændingeafdelingen for Rigspolitiet, om der er nogen mulighed for en familie kan få deres hjemrejse dag at vide – jo, hvis de rejser frivilligt. Men det gør de færreste. Og det har mange deres gode grunde til, f.eks. en frygt for personlig forfølgelse, som er tilfældet for den beskrevne familie.

Tilbage til moderen. Hun er på fem forskellige slags medicin. Jeg fik lov til at se hendes lægejournal, for at finde ud af hvad hun fejlede – men for de sidste to år er alt der er sket hos lægen, at medicin er ordineret.

Kan det være rigtigt, at man kan være på så megen medicin uden at få en jævnlig diagnosticering af en speciallæge? Jeg spurgte Røde Kors klinikken på Avnstrup og fik at vide, at de gjorde hvad de kunne. Og at hvis en beboer ønsker en sygdomsvurdering, skal man selv betale for lægen.

Jeg kan også undre mig over hvordan denne familie kan have fået afslag for humanitær opholdstilladelse -- i forhold til den tilstand moderen befinder sig i. Forhåbentlig har det ikke noget at gøre med, at der ikke ligger en opdateret lægeerklæring?

Denne familie er et godt eksempel på vores egen medskyld i de problemer afviste asyl-ansøgere står overfor lige nu. At vi er med til at gore disse mennesker syge, med de udsigtsløse livsbetingelser vi tilbyder dem.

Og når vi så får muligheden for det – for eksempel fire år efter de kom til Danmark -- sender vi dem så retur, ofte sygere end da de kom, til et land som typisk har brug for genyopbygning.

Det kan man da kalde hjælp i nærområderne!

2006-09-06T16:04:00.000-07:00

Vi deltog i dag i et debatmøde 'Mig og flygtningepolitikken' af Uffe Stormgaard, arrangeret af Helsinki Komiteen. Uffe Stormgaard er tidligere formand for Dansk Flygtningehjælp og nu formand for Humanity in Action.

Han havde besøgt Sandholmlejren i juni og derefter skrevet en kommentar til Jyllands-Posten 'Røde Kors bør sige fra', d. 26. juni 2006. Heri beskrev han bl.a. "Sandholmlejren er en menneske-container, hvis indhold regeringen helst ser transporteret til fjerne lande".

Han skriver videre "Tiden er kommet, da politikerne må erkende, at vi/de er havnet i et helvede, hvor kun amnesti til de asylafviste kan løse problemet. Glem alt om præcedens og løs den håbløse situation en gang for alle, opstået i en tid med mangelfuld grænsekontrol og slaphed. Vis den humanitære indstilling, som vi burde have barmhjertighed og overskud til".

Så to gange i dag har vi hørt ordet 'amnesti' som forslag til hvordan man kan løse den håbløse og umiddelbart uløselige situation som vi også er vidner til hver gang vi besøger de voksne og børn som er i Danmark for fjerde, femte, sjette år med en umiddelbart så udsigstløs fremtid.

Der er håb :-) og endnu en ting vi gerne vil være med til at arbejde for...

2006-09-06T16:03:00.000-07:00

Røde Kors' chef, Jørgen Poulsen, ønsker amnesti til gruppen af afviste asylansøgere i Danmark. Ja, ja, ja!

Læs mere http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/artikel:aid=303204

2006-08-30T00:31:00.000-07:00

Nene la Beet kontaktede os den anden dag. Hun har noget tøj hun gerne ville donere og var blevet henvist til os via dansk flygtningehjælp. Nene skrev et indlæg om os i sin blog -- vi blev helt rørte. Læs den her: labeet.smartlog.dk (21 aug)!

2006-08-21T11:33:00.000-07:00

Gerd fra Støttekredsen fik fordelt lidt lommepenge i Sandholmlejren i sidste uge, og vi bad hende rapportere...

Kære Folkeempati - forleden fik jeg delt jeres penge ud i Sandholmlejren. Jeg valgte de tre gorani-familier, som står foran udsmidning, en roma-mor til 4 små børn og en somali-mor til 6.

Alle blev de enormt overraskede og glade. Ikke mindst de tre gorani-familier, som tydeligvis netop nu er hudløse af angst ved udsigten til den forestående tvangshjemsendelse. De blev næsten chokerede over den uventede pengegave.

To af familierne forklarede, at de var de første kontanter, som de havde modtaget inden for de sidste to år (formentlig den tid, de har været på "kantineordningen"). Den ene far fortalte endvidere, at hans datter havde fødselsdag den følgende dag, og nu skulle hun have en rigtig gave.

Det var virkelig voldsomme reaktioner, og jeg blev helt flov over, at de så relativt små beløb kunne ha denne effekt. Er det, hvad det kunne blive til fra det danske samfund?

Mange hilsner fra Gerd

2006-08-17T11:00:00.000-07:00

Besøgte Avnstrup i dag. Man bliver desværre aldrig direkte opstemt af et besøg. For der er noget over stemningen -- noget opgivende, trist.

Nå, men vi har nogle danske familier som gerne vil være kontakt-familier for asyl-afviste familier. Så formålet var at tale med nogle af de familier vi har lært at kende, om de skulle have lyst (stadigvæk), og prøve at matche interesserede med de familier vi har på hånden.

Nogle familier derude har nærmest ikke haft kontakt med en dansk familie i måske de fem år de har været her. Men de fleste er interesserede, specielt børnefamilier. Dog virker nogle også så drænede for energi, så de ikke har energien til at invitere en familie indenfor.

Det var en trist dag derude blandt nogle kosovaer, da en kosovo-albansk familie var blevet hentet af politiet i morges kl 5:30 for at blive sendt retur til Kosovo. Børnene skulle have grædt, og alle på gangen vågnet. Jeg talte en del med en Ashkali-familie, som er meget bange. Moren græd og græd. Og da ashkalier er blandt de minoriteter der kan tilbagesendes til Kosovo lige nu ifølge UNHCR, lovede jeg at finde ud af om det er muligt at finde ud af, om der er en hjemrejsedato for dem. For uvisheden virker næsten som den værste.

2006-08-17T10:59:00.000-07:00

Vi bliver mødt med mange fordomme i forhold til indsamlingen. At vi må være kommunister. Super ekstremistiske. At vi ønsker at åbne grænser og lade alle folk strømme ind.

Nu fordi vi har startet en indsamling for asyl-afviste børnefamiler!

Det er vi egentligt godt trætte af.

Man får følelsen af at i dette land er man lige nu for regeringens politik eller super humanist/god/uden realitetssans etc.

Må vi anmode om nuancer?

Vi mener ikke Danmark skal åbne grænserne for Gud og enhver mand. Det kan landet ikke håndtere.

Men vi mener at de (få) flygtninge som kommer hertil skal behandles retfærdigt og at vores asylpolitik nu er blevet så stram, at dette er svært at leve op til.

Vi mener også at asyl-afviste skal rejse hjem, hvis forholdene er sikre nok for dem i deres hjemlande, og at de ikke er så dybt traumatiserede af deres tidligere oplevelser, at vi skulle give dem humanitær opholdstilladelse.

Det er så svært at forstå, at ikke flere danskere undrer sig over at omkring halvdelen af menneskerne på asylcentre lige nu er blevet afvist asyl, men ikke kan tvangshjemsendes?

For betyder det egentlig ikke at forholdene ikke er sikre nok for at sende dem hjem? Og hvis det er tilfældet, hvorfor er det så nu, at vi ikke har givet dem i hvertfald midlertidig opholdstilladelse?

2006-08-14T03:54:00.000-07:00

Vi var på Lyngby loppemarked i går. En fantastisk morgen, indtil det begyndte at regne. Mange af de ting vi har samlet ind hos venlige givere de sidste dage blev solgt inden regnen kom, og vi nåede at sælge for mere end 2500 kr på mindre end tre timer. Så tilfredse er vi.

Lirije fra Kosovo, Sandholmlejren, kom med tre unge damer – Muna, 12 år fra Somalia, Benazera 11 år og Veziera 8 år, fra Kosovo. Pigerne kom kun lidt før regnen satte ind, så efter at have hjulpet os lidt med at lægge børnetøj i orden, og gået en tur rundt på markedet, sad de meget af den resterende tid i vores bil og lyttede/dansede til crazy frog.

Vi glæder os allerede til næste loppemarked, i KB-hallen d. 30 september og 1. oktober. Muna, Benazera og Veziera gør ligeså. Lad os nu se om Benazera stadig er her – lige nu er hendes familie (Goranier, Kosovo) adviseret om at skulle
retur slut August.

Tak for donationerne! Vi samler loppeting ind igen i løbet af September…

2006-08-07T08:05:00.000-07:00

Lige for tiden bruger vi en del energi med familier fra Kosovo. En nylig udgivet UNHCR rapport har lempet for hvilke grupper af mennesker fra Kosovo som kan vende tilbage, f.eks. kræves kronisk og psykisk syge, samt svært handikappede ikke længere beskyttet af det internationale samfund.

Der har derfor fundet et par tvangsudsendelser sted hver uge de sidste par uger. Typisk banker politiet på en families dør kl 5/6 om morgenen, giver dem femten minutter til at pakke, og de kommer så afsted til lufthavnen og med fly mod Kosovo.

Nogle af dem er hunderædde for at vende hjem. Andre har blot været her så længe at de ikke har kræfterne.

Resultatet er at familier på lejrene bliver oprørte, bange, kan ikke sove om natten – de lever i en slags terror -- hvornår står de for tur?

Så lige nu er vi ved at finde ud af hvem er i risiko zonen – så kun dem som reelt er i fare behøver at være bange. Vi er også ved at finde ud af, om familier ikke kan få at vide de står for tur? Så de kan få sagt farvel, samlet lidt penge ind, eller hvad de nu har behov for inden de skal afsted.

Til sidst er vi igang med at hjælpe til at finde kontaktfamilier sammen med Støttekredsen til Kosovo familierne. Nogle af dem har boet her i fem år, og aldrig haft nogen videre kontakt med danske familier!

2006-08-01T04:03:00.000-07:00

Tak Gud – der er heldigvis ikke udsigt til mere plads til de asyl-afviste børnefamilier. Vi var lige ved at være nervøse!

Debatten i de sidste dage omkring hvorvidt nogle af de 37 millioner kr i ekstrabevilling til forbedring af asylbørns levevilkår ville blive anvendt til afviste asylbørn – har nærmest virket absurd.

Årsagen til hele debatten var, at man på asylcentrene Hanstholm og Brovst havde besluttet at bruge nogle af pengene til at give asylfamilier mere plads. Og tilsyneladende var medlemmer af Dansk Folkeparti bange for at de måske 50 afviste asylansøgere som bor på de to centre (sammen med asylansøgere som har deres sag under behandling), også ville nyde godt af pladsudvidelsen.

At tænke sig, det drejer sig om 50 mennesker (og ofte bor de netop i Brovst og Hanstholm og ikke på udsendelsescentrene Avnstrup og Sandholm, fordi de har nogle særlige behov, f.eks. en enlig, gravid mor som derfor har brug for ekstra omsorg).

Småligheden har vist efterhånden ingen grænser i dette land.

Her er et citat fra debatten og den konklusion Rikke Hvilshøj og Jesper Langballe så er nået frem til (se evt: www.dr.dk under nyheder fra d. 1. aug 2006).

Jesper Langballe, Dansk Folkeparti.
“Vi vil ikke give en krone til ekstra boligareal til familierne (de afviste, red.), for dermed signalerer vi, at de skal bare blive hængende og obstruere, og så får de nok lov at blive,” understreger Jesper Langballe til Radioavisen, derfor er glad for, at der nu er bragt orden i sagerne.

Konklusionen fra Jesper Langballes og integrationsminister Rikke Hvilshøjs møde tirsdag:
Flygtninge, der har fået afslag på asyl, og som nægter at rejse ud af landet skal samles i Sandholmlejren eller lejren i Avnstrup, hvor der ikke er udsigt til mere plads til børnefamilierne.

2006-07-25T12:54:00.000-07:00

Inga og jeg var på Avnstrup idag for Støttekredsen, for at indsamle flere breve fra afviste asyl-børn til fotoudstillingen 'må jeg være her' som Støttekredsen nu flytter fra Øksnehallen til Århus Rådhus.

Søde børn. Mange taler om en syg forælder. Om at de så godt kunne tænke sig at komme i en dansk skole. Og om at 'få ophold' eller 'positiv,' som de kalder det at få opholdstilladelse.

På vej hjem derfra talte vi om man overhovedet kan gøre noget for at sørge for, at vi i Danmark ikke kommer afsted med at krænke disse mennesker så dybt år efter år. Det er så svært at forstå at mange af disse familier har boet her i fem, syv år -- og uden udsigt til at rejse hjem.

Hvorfor gør Danmark ikke noget. Det er kun 1000 mennesker det drejer sig om, dvs måske 300 familier. Vil Danmark blive fattigere af at behandle en gruppe mennesker i en lige nu håbløs situation anstændigt? Give fædrene mulighed for at forsørge sin familie, lade børnene gå i skole med andre danske børn (der kan endda finde lidt kulturel udveksling sted mellem de afviste flygtningebørn og danske børn som begge parter kunne få glæde af)?

Det eneste jeg kan se, vi kan være bange for er, at de bliver for integrerede, at for mange danskere kommer i kontakt med disse asylafviste mennesker, og det derfor bliver sværere at sende dem hjem, når regeringen får mulighed for det? Men hvad med at vende den om, og tænke om ikke velfungerende familier har flere kræfter til at tage hjem når muligt, end familier hvis liv bliver stillet i bero år efter år på et værelse ikke større end 15 kvadratmeter?

For de som frygter, at det straks vil strømme indover danske grænser med flygtninge -- frygt ikke. Her kan vi vist være ganske trygge ved at vores ry i forhold til udlændinge har lidt skade nok, så at selvom Danmark lemper vilkårene lidt for en gruppe mennesker, er mulighederne for udlændinge vist stadig mere attraktive i mange andre europæiske lande...

2006-07-21T10:50:00.000-07:00

En rigtig god fredag. En familie har doneret 1000 kr til indsamlingen -- det er den største personlige donation bankkontoen endnu har modtaget. Fantastisk :-).

2006-07-18T03:58:00.000-07:00

Så fik vi også besøgt Kongelunden -- som fungerer som omsorgscenter, og hvor typisk de mere 'svage' asylansøgere bor.

Mens man på Sandholm egentlig fik indtrykket af til dels velfungerende familier og børn, var indtrykket fra Kongelunden ganske trist.

Tonen blandt børnene virkede så rå -- som om manglende forældrestøtte klart gjorde sit indgreb. Hos en familie med mange børn sad moren apatisk i et hjørne, og havde helt tydeligt ikke overskud til sine børn.

Vi gik fra Kongelunden trætte, og meget forstemte. Måske var det bare en dårlig dag? Måske var man lige uheldig at møde nogle af dem der har det værst?

Men en tanke var klar -- at hvis børnene bliver der for længe skal vi nok få nogle meget utilpassede børn, som bestemt ikke vil 'passe ind' i det danske samfund.

2006-07-16T14:01:00.000-07:00

I dag var vi på Sandholm. Første gang vi så denne lejr. Egentlig blot den samme følelse som man fik fra Avnstrup – et slags ingenmandsland, hvor menneskelige resourcer bliver spildt, til hvilken nytte?

Vi fik sammen med Støttekredsen delt lommepenge ud til de første familier. Den ene – en irakisk mor, med tre børn. Hun var ude af den, har været det længe. Hendes mand blev myrdet i deres hjem under Saddam Hussein styret, og du har været på flugt de sidste 6 år. Og nu er de her, uden at vide hvad der skal ske.

I glæden over pludselig at have lidt penge hun kan bruge på sine børn, kom hun i tanker om en libysk familie hun syntes vi skulle tale med. Men de var så ikke hjemme. Men man skal ikke undervurdere hvad en sum penge gør i et liv hvor man er på cafeteriemad, har et pointsystem i forhold til at få udleveret hygiejnebind og shampoo, og konstant bekymrer sig om ens teenagebørn nu får rodet sig ud i kriminalitet i mangel på andet at foretage sig.

Vi fik også rekrutteret nogle unge piger fra Kosovo og Somalia til at komme med på loppemarkedet i Lyngby d. 13. august. Dejligt!

Tak til Jer som har doneret! Gør det endelig igen.

2006-07-15T15:40:00.000-07:00

På årets nok varmeste dag besøgte jeg sammen med Mona og Gugge fra Støttekredsen udsendelsescenter Avnstrup igen.

Et af formålene var at indsamle børnenes historier blandt andet til en bog med fotos fra udstillingen ”Må jeg være her?”. Udstillingen kan i øjeblikket ses i Øksnehallen, og Støttekredsen har arrangeret at den efterfølgende kommer rundt i landet. I den forbindelse vil Støttekredsen gerne udgive og sælge en bog med børnenes billeder og deres historier.

Vi blev budt velkommen på parkeringspladsen af tre drenge i 12-14 års alderen. Vi satte os udenfor og bad dem skrive et ”brev til ministeren” for at fortælle om deres situation – alder, familie, hvorfor de flygtede fra deres hjemland, hvordan det er at bo på centret etc. Næsten 20 børn kom forbi og skrev. Vi hjalp med at stave og i nogle få tilfælde med at skrive, men ellers foregik det helt på børnenes præmisser. De arbejdede koncentreret og ivrigt og det var en hyggelig og rar måde at lære dem lidt at kende på.

Brevene blev fine og sommetider stærk læsning. På den ene side fortæller børnene om deres dagligdag med leg, søskende, skolegang og ønsker om uddannelse. Men også om at have boet i op til 10-12 forskellige centre, om far og/eller mor der er syg, om skolegang hvor de ikke synes de lærer nok, om deres største ønske om ophold og stabilitet, og nogle få af dem fortæller frygtelige detaljer om årsagerne til, at deres familie måtte flygte.

Lidt senere kørte jeg med tre af drengene ud efter is. Her bemærkede jeg hvor meget de ligner de danske børn jeg underviser i karate på Østerbro. På vores lille udflugt handlede det om at lave sjov og ballade, at være sej og høre høj musik. Vi grinede sammen. Børn tilpasser sig. Gudskelov for det. Men samtidig viser brevene med ty-delighed, at de i høj grad også er mærkede af deres fortid og af den uvished og utryg-hed der præger deres nutid og fremtid.

Forholdene på Avnstrup er præget af en ulidelig midlertidighed. Udenfor er der fint nok især sådan en sommerdag – vi er jo midt i en skov mellem Ringkøbing og Roskilde. Men indenfor er der lange triste gange, et enkelt værelse til hele familier med børn, triste fælleslokaler, beskidt på gangene og helt vildt ulækre fælles toiletter. Man fik følelsen af at alle – både beboere og Røde Kors – lader stå til. Det må jo også være svært at tage initiativ, når man ikke ved hvor længe man skal være på centret. De bliver jo flyttet rundt i et væk.

Efter at have indsamlet børnenes historier gik vi rundt på besøg hos nogle af de familier, som Støttekredsen hjælper i deres arbejde med at få sager genoptaget og omstødt. Det var påfaldende så stort et behov mange af beboerne havde for at tale med os. Jeg fik oplevelsen af at Støttekredsen er deres sidste håb og taknemmeligheden var stor overalt.

En af familierne var samlet her fredag aften og bød os gavmildt på middag. Det var rester fra dagens kantine aftensmad. Faktisk var det den sidste omgang kantinemad på Avnstrup i denne omgang. Beboerne fortalte begejstret at de nu havde fået kostpenge og selv skulle handle ind og lave mad.

Da jeg kom hjem var klokken tæt på midnat, men der gik mange timer inden jeg kunne falde til ro. Tankerne om de mange triste skæbner fløj rundt.

Har vi ikke et ansvar for disse mennesker som nu har været her i så mange år? Er det virkelig nødvendigt at deres børn skal leve et liv i konstant usikkerhed? Er det nødvendigt at sende dem tilbage hvor de eller deres familier har været udsat for overgreb? Har disse børn og voksne ikke allerede måttet gå igennem alt for meget?

2006-06-18T04:03:00.000-07:00

Vi besøgte en familie på Avnstrup i går. Familien kommer fra Irak og har tre børn. De har været i Danmark i snart seks år.

Besøget gjorde stort indtryk. Ikke fordi forholdene er forfærdelige -- jo, de lever i et lille værelse, der er bad på gangen, gæster skal registreres og levere legitimation osv. Men det er okay, hvis for kort tid. Det er det, at forældre og børn bor der år efter år, med en hverdag opdelt efter hvornår man næste gang skal ned og have en af de tre daglige måltider mad i cafeteriet.

Fornemmmelsen man går derfra med er 'hvilken spild af resourcer og liv' -- både af danske og menneskelige resourcer.

Vi sad og så en VM-kamp sammen. Under halvlegen, skiftede vi kanal, og kom til at se et nyhedsklip fra tv-kanalen al-jazeera, der viste billeder af dagens bombninger og lig i Irak. Situationen føltes absurd -- her sad vi trygt og så billeder af den hverdag, vi beder denne familie med små børn om at vende tilbage til.

Da vi gik derfra var vi glade for vores indsamling. For i det mindste er det en måde at signalere til regeringen, at man må da gøre noget ved disse mennesker situation. Og sålænge man ikke gør, er der ihvertfald råd til at tage bussen, som kører hver anden time, indtil Roskilde engang imellem.

2006-06-15T12:55:00.000-07:00

Arbejdet med foreningen har i denne uge kørt for fulde tryk. Vi er ved at finde ud af vores identitet, skal vænne os til at føle sig lidt mere skrøbelige i og med vi går ud "offentligt"og siger hvad vi mener, men det er lærerigt.

I fredags - d. 9. juni - havde Støttekredsen for flygtninge i fare inviteret os med til asylbørnenes fotoudstilling i Øksnehallen "Må vi være her". Udstillingen var en del af Henrik Saxgrens 'Krig og kærlighed' udstilling om indvandring i norden.

Flot udstilling. Asylbørn havde taget billeder af deres hverdag, så derfor var der også inviteret en stor gruppe af asylbørn og asylfamilier til udstillingen.

Et af vores formål med aftenen var at komme i kontakt med nogle afviste asyl-ansøgere og få en invitation til et asylcenter, nu Røde Kors ikke kunne give os en rundvisning.

Det var nyt og også en smule grænseoverskridende at skulle kontakte dem - uden at de skulle synes, at vi var helt håbløse eller utroværdige/mistænkelige i vores interesse for dem. Men efter et par glas vin gik det meget bedre ;-) og vi fik nogle gode samtaler.

Samtidig fik vi netværket en del og skabt opmærksomhed på vores initiativ. Det fede var, at vi blev bekræftet i, at vi er på rette spor. Vi har nu allerede en del kontakter, som vi vil arbejde videre med. Det skal vi nok skrive meget mere om. Men tag ud og oplev udstillingen selv.

2006-06-11T05:22:00.000-07:00

At starte en indsamling er en omfattende sag...

Det hele startede for cirka seks uger siden, da medieomtalen omkring forholdene i asyllejrene var på sit højeste. Vi blev godt overraskede over forholdene for afviste asylansøgere og regeringens reaktion herpå.

Som så mange andre danskere følte vi at vi måtte gøre noget, og det blev så til ideen om lommepengeindsamling.

Men for at komme igang med at samle penge ind fra andre end sine nærmeste venner, skal man anmelde sin indsamling til politiet og modtage en 'anerkendelse'. Og for at anmelde en indsamling skal man have en forening og en foreningskonto. Så alt det skulle vi først i gang med.

I ventetiden har vi så indsamlet data omkring målgruppen, en ikke ligetil process. Nogle data som antallet af børnefamilier på Avnstrup og Sandholm eksisterer simpelthen ikke, og data er generelt spredt blandt flere aktører, nogle mere samarbejdsvillige end andre. At få lov at besøge et center er heller ikke nemt. Vi har heldigvis fundet en fantastisk partner i Støttekredsen for Flygtninge i Fare, som har tæt kontakt til miljøet.

Og anerkendelsen fra politiet kom i sidste uge. Så nu er vi for alvor kommet i gang og det bliver sikkert endnu mere alvorligt ☺.